29 sep

Reception for generationsskiftet

Reception for generationsskiftet

Vi fejrede fornylig generationsskiftet i Uni-El, hvor venner, familie og forretningspartnere kiggede forbi til fadøl, grillmad og hjemmelavet æblekage.
Vi havde en vidunderlig dag med mange gæster, og vi er meget taknemmelige for alle de fine gaver.

01 aug

Generationsskifte i UNI-EL

Generationsskifte i UNI-EL

Det er med stor glæde, at jeg hermed kan meddele, at Morten Frank Mogensen og Lars Thiesen den 26.6.2015 skrev under på at købe aktiemajoriteten i Uni-El A/S og tiltræde som hhv. administrerende direktør og teknisk chef den 1. august 2015, som led i et generationsskifte.

Under min udvælgelse af de rette til at videreføre Uni-El, har jeg lagt stor vægt på bevarelsen af arbejdspladserne i Rimmerhus, og ikke mindst respekten for det unikke ”Uni-El DNA” med ordentlighed, både internt i huset og overfor alle vore partnere.

I Morten og Lars mener jeg at have fundet 2 nye ejere, som ikke kun passer til vores DNA, men også tilfører Uni-El yderligere kompetencer, som i sidste ende kommer vores kunder tilgode.

Morten Frank Mogensen kommer fra stillinger som adm. dir. Inden for ejendoms- og softwarebranchen, og har boet 14 år i Tyskland. Morten får det overordnede ansvar for virksomheden, og vil have stor fokus på afsætning af Uni-El’s produkter. Morten og jeg kører i starten parløb, hvor Morten skal møde kunder, leverandører og andre samarbejdspartnere, samt lære en masse i en for ham ny branche.

Lars Thiesen er teknisk meget velfunderet med en karriere der startede i KK Electronic. Lars kommer fra en stilling som teknisk ansvarlig inden for maskinbyggerindustrien, og har erfaring med både tavler og software på højt niveau. Lars får titel af CTO med ansvaret for Uni-El’s tekniske afdelinger, og kommer til at danne et stærkt makkerpar sammen med Kim Bøgh.

Min egen rolle fremadrettet: Der bliver tale om en såkaldt ”flyvende udskiftning”, hvor jeg som minimum fortsætter på fuld tid i 2,5 år.

Jeg glæder mig til det nye set up, og samarbejdet med Morten og Lars. Medarbejderne har taget meget godt imod den positive nyhed, og det er mit ønske, at I også vil tage godt imod Morten og Lars.

Skulle I have spørgsmål, står jeg selvfølgelig gerne til rådighed.

Med venlig hilsen
UNI-EL A/S

Aksel Graversen
96273700, ag@uni-el.dk

09 maj

Uni-El fejrer 25 års jubilæum!

Uni-El fejrer 25 års jubilæum!

Den 1. januar 2015 havde Uni-El A/S officielt 25 års jubilæum!

Det fejrede vi først og fremmest ved at pynte vores logo med en 25 års-jubilæumsbanner, som vi satte på vores tre firmabiler. Vi har desuden kørt en jubilæumskampagne i et halvt år, hvor vi trak fire tilfældige kunder i måneden, som hver fik tilsendt to flasker mousserende Sekt-vin fra Tyskland.

Vi fejrede afslutningsvis jubilæet med et brag af en festdag d. 8. maj 2015. Vi havde først inviteret samarbejdspartnere til reception kl. 11, efterfulgt af åbent hus for alle og sluttede om aftenen af med en festmiddag, livemusik og dans til langt ud på natten. Vi sætter meget pris på jeres deltagelse og vi håber i havde en lige så god dag som vi havde. Vi kan ikke takke jer nok for de overvældende mange gaver!

Se flere billeder fra jubilæet på vores Facebook-side:
Billedgalleri på Facebook