15 mar

Uni-El A/S og COVID-19

Uni-El A/S og COVID-19

En briefing og en stor tak fra Uni-El A/S

Briefing: Vi tager COVID-19 meget alvorligt, men statsministeren pointerede, at vi skal holde gang i den private sektor. Bl.a. derfor er vi fortsat i gang hos Uni-El.

Udover hensynet til samfundet har vi som Jeres leverandør et kæmpe ansvar overfor Jer og Jeres kunder, og det tager vi også meget alvorligt. Vi er stadig alle mand i fuld gang, men under skærpede hygiejne-/sikkerhedsforanstaltninger.
Bl.a. er der indført en 2 meter-zone mellem alle medarbejdere, vi har folk på hjemmekontorer, møder udsættes eller afholdes via telefon/web, kantinen er lukket, vi spiser med stor afstand til hinanden, der er sat yderligere håndspritautomater op – også i produktionen – og vi desinficerer flere gange dagligt dørhåndtag, toiletter mv.

Overordnet følger vi myndighedernes anbefalinger nøje, og skruer gerne en ekstra tand op for at passe på hinanden.

Vi er pt. ikke voldsom ramt af leveranceproblemer, men der er selvfølgelig ingen garantier. Hvad COVID-19 kommer til at betyde, kan man kun gisne om. Som altid vil yde vores bedste for at overholde de aftaler – inkl. leveringsterminer – vi har indgået.

Til sidst vil jeg takke alle vores kunder. TAK fordi I handler med – og hos – Uni-El.
Jeg er nu endnu mere stolt af, at vi hos Uni-El producerer 100% af vores styre-/eltavler i Danmark. Dette er ikke et politisk indlæg, og der er ikke noget nationalistisk eller protektionistisk i det, men det glæder mig, at Jeres tillid gør, at vi kan holde fast i lokale arbejdspladser, betale folk en anstændig løn, og de kan bruge deres løn til at betale skat herhjemme og holde gang i hjulene. De menneskelige konsekvenser ifm. COVID-19 er de største, men når det så er sagt, er det vigtigt, at vi stadig holder gang i vores lille fine ”Butik Danmark” så der fortsat er resourcer til at betale for vores fremragende velfærdsstat.

 
På vegne af Uni-El A/S

Morten Frank Mogensen
CEO

Direct   +45 96 27 37 03
Mobile  +45 25 10 21 26
Email    mfm@uni-el.dk

01 dec

Vi flytter i nye lokaler!

Vi flytter i nye lokaler!

Uni-El’s spændende rejse fortsætter, og som et naturligt led i den udvikling, skifter vi den 1/12 2019 rammerne ud med nye, moderne produktionsfaciliteter og kontorer i Industriparken 34 B, 7400 Herning.

Vi er vokset – både målt på ambitioner, den tekniske afdeling, omsætning og produktportefølje – og kan ikke længere være i bygningerne i Rimmerhus.

Med vores nye domicil tager vi hul på en ny og spændende fremtid, får dobbelt så meget plads og mulighed for at udvikle os endnu mere. Domicilet repræsenterer i højere grad den moderne automationsvirksomhed, vi med tiden er blevet.

I forbindelse med indretningen af lokalerne er der tænkt meget over arbejdsglæde og ergonomi. Vi har bl.a. investeret i hæve-/sænke-/vippeborde til montørerne, der er sat grønne miljøer op, og Uni-El’erne får en VIP-lounge.

Vi glæder os til at komme på plads i løbet af december, og til det nye år med mange spændende ting i vente. Og vi glæder os til Jeres besøg i de nye rammer.
Mange travle flyttehilsner fra os alle hos Uni-El A/S

 

25 aug

Vi indsamlede 19.000 kr. til Stafet for Livet 2019

Vi indsamlede 19.000 kr. til Stafet for Livet 2019

Vi deltog for 4. år til Stafet for Livet i Herning – et støttearrangement for Kræftens Bekæmpelse. Under stafetten går hvert hold (helst) uafbrudt i 24 timer. For hver kilometer vi gik donerede vores sponsorer samlet 12 kr. til Kræftens Bekæmpelse. Traditionstro bidrag både SparNord, Garant Herning, IT Relation og selvfølgelig Uni-El hver med 3 kr. pr. kilometer.

Vores slush-ice-salg under arrangementet og direkte donationer var med til løfte vores samlede donationsbeløb til 19.000 kr. Vi kan godt være stolte af indsatsen, for det går til et vigtigt formål. 30% af vi danskere rammes af cancer, og resten af os rammes når en af vores nærmeste rammes.

Arrangementet er et mix af vigtigheden i at stå sammen i kampen mod kræft ved at samle penge ind til bl.a. forskning mod kræft, vise vores opbakning til de ramte og ikke mindst at sende et signal til kollegaer og partnere om, at Uni-El er mere end FAT-rapporter, prislister og regneark.

Tak til alle, både sponsorer og ikke mindst deltagerne på holdet, som gik de mange kilometer i løbet af de 24 timer. Og tak til Spar Nord Herning for et fremragende samarbejde og en fantastisk weekend.

Læs mere om Stafet for Livet på www.stafetforlivet.dk og overvej, om du ikke skal deltage til næste år.

02 jul

Team Building med familier og madlavning

Team Building med familier og madlavning

Med hensyn til Team Building kunne vores direktør, som tidligere infanterist, godt se sig selv deltage i udfordrende aktiviteter til vand, til lands og i luften. Heldigvis for os andre, kan Team Building, som involverer fælles madlavning – sammen med børnene – hygge med spil i haven og efterfølgende sommerfest bestemt også godkendes.

Tusinde tak til Uni-El’erne og deres familier for en fantastisk dag.

05 nov

Langsigtet samarbejdsaftale med JH Agro

Langsigtet samarbejdsaftale med JH Agro

Godt nyt fra fronten i kampen for de danske arbejdspladser. Vi har over adskillige år samarbejdet med JH Agro. I fredags blev samarbejdet formaliseret i form af en langsigtet samarbejdsaftale. Aftalen omhandler leveringen af eltavler til JH Agros forsuringsanlæg NH4+ for et syvcifret beløb. Styre- og el-tavlerne skal hovedsageligt eksporteres til det britiske marked, hvor JH Agro har oplevet en stor efterspørgsel på deres teknologi til gylleforsuring.

Forhandlinger med folk, hvor kemien passer og alle går efter bolden, er essensen i et godt partnerskab. Denne kontrakt rammer i hjertet af vores filosofi: “Det er mennesker, som arbejder sammen, ikke firmaer”. Vi har desuden den samme tilgang til dansk kvalitet. Alle vores tavler er 100% “Made in Vestjylland”. Vi takker for tilliden og ser frem til et rigtig godt samarbejde.

På billederne ses fra venstre Lars Rahbæk og Søren Rævdal fra JH Agro, samt Morten Frank Mogensen og Lars Thiesen fra Uni-El.

27 aug

Vi gik 1.090 km til Stafet for Livet 2018

Vi gik 1.090 km til Stafet for Livet 2018

Uni-El teamede for 3. år i træk op med Spar Nord Herning til Stafet for Livet i Herning. En 24 timers stafet, hvor man med hjælp fra sponsorater indsamler et stort beløb til Kræftens Bekæmpelse.

Vi havde endnu engang fået sponsoreret 3 kr./km af Spar Nord, IT Relation A/S, Garant og naturligvis af Uni-El A/S. Dvs. vi indsamlede 12 kr. pr. km. til Kræftens Bekæmpelse. Vores team gik til sammen 1.090 km. Vi solgte også slush-ice under stafetten og vi modtog mange donationer, så vi ende med at indsamle over 23.000 kr.

Tak til alle, både sponsorer og ikke mindst deltagerne på holdet, som gik de mange kilometer i løbet af de 24 timer. Og tak til Spar Nord Herning for et fremragende samarbejde og en fantastisk weekend.

Læs mere om Stafet for Livet på www.stafetforlivet.dk og overvej, om du ikke skal deltage til næste år.

30 jun

Direktøren: “12-taller er ikke altafgørende”

Direktøren: “12-taller er ikke altafgørende”

Det hele startede med et opslag i sommeren 2017, hvor vores direktør, Morten Frank Mogensen, postede et opslag omhandlende ”12-tals-kulturen”. Mange unge føler, at de ikke dur med et gennemsnit på under 12. Som arbejdsgiver mener Morten ikke, at det kun handler om de boglige karakterer. Det er lige så vigtigt, at man er et ordentligt menneske med gode værdier og sunde holdninger. Mortens oprindelige opslag er delt mere end 700 gange – læs det her.

Opslaget gik i høj grad viralt, og Morten har sidenhen uddybet sine holdninger i en artikel på tvmidtvest.dk.

TVMidtvest besøgte os i firmaet, og Morten kom med i et indslag, som kan ses 1:28 inde i videoen:

02 jun

Vi leverer eltavler til et stort dambrug ved Ribe

Vi leverer eltavler til et stort dambrug ved Ribe

Jedsted Mølle Dambrug ved Ribe har været i gang med en markant ombygning. Det har resulteret i nye og mere moderniserede bassiner. De er ikke engang halvfærdige med udbygningen af dambruget, men de første bassiner er allerede taget i brug.

De tusindvis af fisk i bassinerne og alle dem, der er på vej, skal for alt i verden have ilt 24/7. Det er derfor et must, at samspillet mellem overvågningstavlen og hoved-/styretavlen køre fejlfrit døgnet rundt. Efter et tæt samarbejde med kunden, har vi projekteret, bygget og leveret et lækkert sæt tavler med automatisk omkobling mellem net og generator til det enorme dambrug. Det er selvfølgelig alt sammen: 100% Hand Made in Denmark!

24 apr

Investering i tryghed med hjertestarter og førstehjælpskursus

Investering i tryghed med hjertestarter og førstehjælpskursus

Selvom vi er en virksomhed, er vi en del af det lokale fællesskab. I samarbejde med den lokale maskinforretning har vi derfor investeret i en hjertestarter inkl. kursus og skænket hele pakken til det lille lokalsamfund vi er en del af. Borgerforeningen fik tilmed den lokale installatør, Barde El-Service, til at sætte hjertestarteren op. Hjertestarteren kan være til gavn for os alle, hvis uheldet skulle ske.

Som virksomhed har vi naturligvis også et kæmpe ansvar overfor vores kollegaer. Derfor afholdte vi fornyeligt et førstehjælpskursus, så alle er forberedt på at gribe ind og hjælpe, hvis en kollega f.eks. falder om. Vi fik også træning i at bruge den førnævnte hjertestarter, så vi kan hjælpe både kollegaer og andre i det lille lokalsamfund med at bruge den.

Vi håber naturligvis ikke, at vi nogensinde skulle få brug for hjertestarteren eller førstehjælpskurset, men det skaber en ekstra tryghed i dagligdagen, at vi er forberedte på en af de værst tænkelige situationer.